Forsyningssikkerhed
Det danske gasnet er koblet til de europæiske gasnet, hvilket sammen med de to danske gaslagre og en stor indenlandsk produktion af biogas giver en høj forsyningssikkerhed for gas i Danmark.
Det europæiske gasnet
Det europæiske naturgasnet dækker stort set hele Europa. Europa forsynes med gas via mange forskellige kilder: Fra felter i Nordsøen, fra Rusland og via LNG-terminaler (LNG = Liquefied Natural Gas).
Felterne i Nordsøen fører naturgas til Centraleuropa fra både Norge, Holland, Belgien, UK og Danmark. LNG-terminalerne er fordelt langs kysterne i en række europæiske lande, hvor især Spanien har mange terminaler. Det europæiske gasnet har en udstrækning på 218.000 km transmissionsnet og 1.640.000 km distributionsnet, og det forsyner i alt 116 mio. gaskunder.
Naturgas dækker 23 % af det europæiske (EU28) energiforbrug.
Gaslagre
Gas Storage Denmark ejer og forvalter de 2 danske underjordiske gaslagringsanlæg, som består af hhv. akviferlageret i Stenlille (Sjælland) og kavernelageret i Lille Torup (Nordjylland). De danske gaslagre har normalt kapacitet svarende til det danske gasforbrug i flere måneder. Gas Storage Denmark A/S er et 100% ejet datterselskab af Energinet.
Gasforsyningssikkerhed
Forsyningssikkerhedsmodellen på det danske gasmarked er udarbejdet på baggrund af EU-forordningen om foranstaltninger til opretholdelse af naturgasforsyningssikkerheden. Modellen indeholder en række værktøjer, som Energinet kan anvende, hvis der opstår en presset forsyningssituation i det danske gassystem og dermed hjælpe til at opretholde forsyningssikkerheden til gasforbrugerne.
Hvert år udarbejder en redegørelse om gasforsyningssikkerheden, som kan downloades fra Energinets hjemmeside.