Gasanvendelse mail telefon tilmelding
Gå til indhold

Gassens andel af energiforbruget

Naturgas udgjorde ca. 12 % af det danske bruttoenergiforbrug i 2021.

Gasanvendelse 2021 Gasforbrug PJ Gasforbrug %
Produktionserhverv 24,8 36
Fjernvarme 9,0 13
Elproduktion (central + KV) 8,4 12
Husholdninger (primært opvarmning af enfam. huse) 15,4 22
Etageboliger (bl.a. blokvarmecentraler) 2,9 4
Handel og service (bl.a. storkøkkener) 8,7 13
Transport (både på og uden for vejene) 0,3 0
I alt 69,5 100

Kilde: Energistatistik 2021


Gassens anvendelse

I alt er ca. 363.000 kunder tilsluttet gasnettet i Danmark, hvoraf de ca. 325.000 er private villakunder, som primært anvender gas til opvarmning, og resten fordeler sig på opvarmning af større bygninger. Dvs. dobbelthuse, klyngehuse, boligforeninger, kommunale bygninger (bl.a. etagebyggeri og skoler) og handels- og servicevirksomheder (bl.a. byggemarkeder og storkøkkener). Ligger flere boliger/bygninger tæt, forsynes de ofte med varme fra en blokvarmecentral. Gas til boligopvarmning er under afvikling, og der er en politisk ambition om, at alle gasfyr er afkoblet i 2035.

I industrien anvendes ca. 1/3 af det samlede gasforbrug, hvor fremstillingsindustrien står for det primære forbrug. Dette dækker over en række industrier, herunder fødevarer, plastik, glas og cement. Her anvendes gassen primært som procesvarme til opvarmning af vand, dampproduktion og til højtemperaturprocesser. I forbindelse med vand og damp anvendes gaskedler, hvor der til højtemperaturprocesser ofte anvendes gasbrændere. Den gasforbrugende industri er dertil overordnet set kendetegnet ved at svinge meget i sit forbrug hen over et år, hvorved gassens relativt lave pris og investeringsomkostninger er fordelagtige.

Til el- og fjernvarmeproduktion bruges omkring en tredjedel af gassen i kedler, turbiner og motorer. Værkerne er både små, decentrale værker baseret på kedler og gasmotorer og store, centrale kraftværker baseret på kedler til mange typer brændsel samt gasturbiner. Fjernvarme er den dominerende opvarmningsform i Danmark, mens gas til boligopvarmning har en stor udbredelse i mange europæiske lande. Naturgas udgør 23 % af det europæiske (EU28) energiforbrug og dækker ca. 40 % af boligopvarmningen.

Gas som transportbrændstof i komprimeret form anvendes pga. afgiftsforholdene i begrænset omfang i Danmark i dag – 0,3 PJ blev anvendt i 2021 - men både i Europa og globalt anvendes der mere gas til såvel personbiler som tung transport. Gas i flydende form (LNG) som brændstof til tunge køretøjer oplever i både Sverige og Tyskland lige nu en vis udbredelse som alternativ til dieseldrevne lastbiler. I Danmark findes p.t. en enkelt LNG-tankstation.